Dag 4: Gudhjem

Dag 4: Gudhjem

Astrid vågnede som den første igen i dag - hun ville op til "Lille Lise" (hendes dukke) som så i overkøjen. Efter noget tid vågnede også Aksel og så begyndte ellers den obligatoriske pude-moslen. Vi skulle være ude af værelset klokken 10 og havde aftalt at tage båden (MS Thor som vi så sejle ud i går) ud til Helligdomsklipperne 10.20. Det kan godt virke som god tid når man ikke har noget telt at pakke sammen, men alligevel tog det hele formiddagen at pakke, spise morgenmad og blive klar. Måske det skyldtes at altid var blevet pakket ud? Nå, men fik da pakket en propfuld klapvogn og stillet den på vandrehjemmet så vi kunne tage ud på tur. Mens Mads pakkede de sidste ting sammen var Ida og ungerne en tur på klipperne, hvor de fandt en mågerede med æg i! Mågemor syntes ikke det var specielt sjovt og fløj meget tæt på deres hoveder for at få dem til at gå væk igen, så vi gik vores vej igen for at lade mågemor få lidt fred og ro.

aksel og klipperne maagerede proppet klapvogn

Bedst som vi var på vej hen til båden mødte vi pludselig et velkendt ansigt: Thomas Raagård og hans forældre! De skulle bruge søndagen i Gudhjem inden de tog hjem igen. Så er Bornholm åbenbart heller ikke større.

se båden mor og boern

Turen ud til Helligdomsklipperne var en stor oplevelse, og for børnene især. Vi havde været liiidt bekymrede ved at have sådan to børn med spilopper i numsen med på en båd med lav ræling, men de klarede det så fint. På turen ud var der en guide der fortalte og vi seljede tæt ved kysten. Vi så alle de kendte klippeformationer og det hus hvor "Far til fire på Bornholm" blev optaget. Ved Sorte Gryde sejlede vi en smule ind i grotten hvilket Aksel syntes var vildt sejt. Ude ved Helligdomsklipperne skulle Astrid tisse (heldigvis) og vi fik lov til lige at springe af. Aksel skulle også. Godt så! Endnu et bekymringspunkt gjort til skamme. Hjemad sejlede vi hurtigt lidt længere fra kysten.

baadtur sorte gryde tilbage ved gudhjem

Efter sejlturen gik vi en lidt rundt på klipperne ved haven, en tur i Spar efter sild og så tilbage til vandrehjemmet for at spise frokost. Der var regn i udsigt så vi blev enige om at flytte al vor habengut over til hotellet for at Astrid kunne sove lur i ly for regnen der. Vi fik lov til at være på hotellet selvom der var lang tid til vores værelse ville være klar, og Aksel fik spillet nogle spil i deres opholdsrum. Hold op hvor han glæder sig til at komme ind og svømme! Vores værelse var tidligt klar (omkring klokken 14) og Aksel var i badetøjet i en ruf og så tog Ida ham ellers en tur i svømmebassin mens Mads sad udenfor vores værelse med kaffe, dagbog og en sovende Astrid. Vi havde fået et rigtig fint familieværelse, hvor børnene sov på en sovesofa og vi havde en dobbeltseng, samt bad/toilet.

gudhjems klipper en kort traektur

Astrid vågnede og havde tisset i søvne. Det plejer hun ellers ikke, men det sker jo. Der var ikke andet for end at komme i gang med at vaske tøj i håndvasken - vi havde heldigvis vaskemiddel med af samme årsag. Frem med tørresnor og så var der ellers rent (ish) tøj igen. Ungerne fik lige en kort pause med Ramasjang, for Aksel var lige ved at splitte hele hytten ad. Da Astrid var vågnet rigtigt op tog far begge ungerne op i svømmebassinet. Det syntes ungerne var kanon (altså at bade igen) og de lod sig slet ikke mærke af at vandet ikke var specielt varmt.

vasketoej fjernsynspause

Efter dyppet gik vi ned og fik en (lille) is på vores yndlingsissted. Aftensmaden fik vi på Gudhjems Røgeri, som havde lokket os med fiskebuffet. Det var dog ikke den store mad-oplevelse som vi måske havde håbet på, men det er nemt at have børnene med på buffet restauranter. Selvfølgelig fik vi også spist ALT for meget ... Derefter gik det hjem for at putte en træt Aksel. I dag gik Ida en tur med Astrid mens Aksel blev puttet og så kunne Astrid puttes bagefter.

paa vej på restaurant sten er fedt aftensmad

Mens børnene sov kørte vi vognene ind på værelset og pakkede dem så godt som det lod sig gøre. Senere på aftenen blev det et ordenligt uvejr med regn og lyn, så vi satte os ud på den overdækkede terrasse foran værelset for at nyde forestillingen.