Lidt i 7 vågnede en meget glad Astrid, som vækkede en meget lidt glad Aksel. Hos ham stod kriserne i kø: han ville ikke gå i dag. Han ville bare hjem. Hvorfor havde vi ikke bilen med? Næste gang han skulle til Bornholm ville han have bilen med. Pyha. Kanelsnegl til ham med det samme - han var vist gået sukkerkold. Og ja, der gik heller ikke så lang tid før han blev glad igen.
Vi havde en ambition om at komme afsted før klokken 9.30 i dag, men det lykkedes ikke. Til gengæld fik børnene leget en del på legepladsen, og det var de rigtig glade for. Til sidst blev vi klar, børn og vokse havde tisset af, og udstyret med en juicebrik i hver af børnenes hænder gik vi ellers afsted mod Gudhjem (eller hvor langt vi nu kunne nå).
Turen gennem Allinge bar tydelige præg af forberedelserne til folkemødet. Vi undgår lige netop selve folkemødet (der vist er ugen efter pinse) og det er mere held en forstand. Kyststien skulle vi jo nok kunne klare efter at have overstået gårsdagens prøvelser, men ak, det viste sig at være én prøvelse for meget for den stakkels trækvogn. På en nedstigning over nogle rødder sagde den KNAK og så var bolten, som holder foraksel, knækket løs. ØV ØV ØV. Det slog ret hårdt. Tænk at en hel ny vogn nu skulle gå i stykker på samme måde som den anden. Efter at have surmulet og dampet af holdt vi ø-råd om turens fortsætte færd. Mads fik kigget nærmere på vognen og det så ud til at den stadig hang sammen. Vi besluttede os for at 1) forsøge at komme til Gudhjem med vognen ad større veje og 2) at sende vognen til Harald Nyborg dagen efter for at få den returneret i bytte for noget uden drejehjul (en cykelvogn fx.). Drejehjul på en trækvogn lader til at være en svagt punkt i de vogne, specielt når de bliver brugt på så ujævnt terræn. Mens vi stod og kiggede på vognen mødte vi forresten ægteparet fra i går igen, hvilket var lidt sjovt.
Så gik vi ellers afsted, lidt forsigtigt til at starte med, men efterhånden mere og mere sikre på at vognen ikke ville bryde sammen. Aksel gik en hel del selv - han er ret sej til at gå selv må man sige! Mellem Allinge-Sandvig og Tejn-Sandkås gik vi på en fin cykelstå som havde en bred rabat ud mod vejen. Aksel så en fasan, som han skræmte væk ved at løbe hen imod. Imens vi gik havde han sit knobbånd fremme som han bad knuder (knob?) på når han sad i vognen og som han brugte til at slå græs når han gik. Han kan binde et ottetal nu; det er han meget stolt af.
I Tejn, som ligger omtrent på halvvejen til Gudhjem, gik vi ned og fulgte kysten. Her fandt vi et bordebænkesæt ud til vandet hvor vi spiste vores frokost: makrelmadder i store mængder. Vi har nu kun én bøtte makrel tilbage og ikke mere torskerogn, så vi nok må snart til at proviantere. Sjovt nok mødte vi igen ægteparret fra om morgenen, og de kunne fortælle lidt om nogle af de dyr vi har set. Den hvide og sorte and som der er mange af langs Bornholms kyster er fx en Gravand. Efter frokost gik vi igen ud til vejen og fortsatte forbi shelterpladserne. Vi havde låst os fast på at nå helt til Gudhjem i dag. Snart efter faldt Astrid i søvn.
Cirka to kilometer fra Helligdomsklipperne havde vi fået pip af store veje og slog ind på kyststien igen for en kort bemærkning. Det gav et skønt afbræk fra trafikstøjen - i hvert fald indtil vi skulle op ad en klippeskråning. Herefter søgte vi op på vejen igen ved næste lejlighed.
For at undgå den store vej valgte vi at gå lidt ind i landet, over Rø, hvilket også gav en lidt roligere tur. Prisen var så at vi kom op i blæsten og sikke det blæste! Til gengæld gik det så også støt op ad bakke i hvad der føltes som en evighed. Prust støn. Astrid sov stadig. Nu kunne vi fornemme at Gudhjem var indenfor rækkevidde med kun 2.5 km igen, klokken 15.40. Aksel havde siddet i vognen de sidste par kilometre og var begyndt at spørge hvornår Astrid ville vogne igen: "jeg savner min Astrid".
Vi var fremme i Gudhjem klokken 16.15 efter en meget stejl nedstigning. Vi havde ikke booket noget hotelværelse på forhånd, så vi startede med at gå ind på Hotel Gudhjem hvor vi skal overnatte i morgen. Det tog syv lange og syv brede at komme til, og til sidst kunne vi så få at vide at alt var optaget. Ida skyndte sig at ringe til vandrehjemmet (stå i kø dér også skulle vi i hvert fald ikke nyde noget af) og fik fat i en meget hjælpsom pige. De have et syv (7!) personers værelse ledigt vi måtte få til to personers pris - og så var alt endda redt op og klart. Vi trillede glade vores ting over til vandrehjemmet, fik losset det vigtigste ind og så skulle vi ellers have en STOR is. Nøj hvor smagte det godt! Det må have været Danmarks bedste is. Til aftensmad brugte vi fælleskøkkenet til at stege pølser fra Brugsen med coleslaw og fritter fra nærmeste pizzaria til. Sådan et vandrehjem kan altså noget! Mens vi spiste havde vi besøg af nogle meget insisterende måger, som nok håbede på at der blev tabt nogle pomfritter, og det syntes Astrid bestemt ikke var sjovt. Aksel gjorde sit bedste for at skræmme dem væk, men de var ret vedholdende.
Aksel var helt brugt op og blev puttet af mor mens far og Astrid gik en tur rundt i byen. Astrid havde jo sovet det meste af eftermiddagen og var i vældigt humør. Hun så MS Thor sejle ud på solnedgangstur og kigget på byen inden hun også blev puttet. Mor og far var også trætte - Ida faldt i søvn under putningen og vi gik begge i seng da Astrid sov.