Torsdag d. 31. juli
Den lange etape ventede forude – 14 km – så vi måtte tidligt op og afsted. Kl. 06:30 ringede alarmen, og mens børnene sov videre fik vi pakket det sidste og taget sengetøjet af. Kl. 7 måtte børnene dog op, og i dag var vi nødt til at vække dem. Det var Aksel bestemt ikke tilfreds med, og det klagede han over i flere timer.
Vi fik spist den lækre morgenmad, som bl.a. bestod af hjemmelavet yoghurt, og smurt en stor madpakke. Kl. 08:15 var vi klar til afgang. Efter 1 kilometer gik vi forbi en bro over fjorden, som vi gik langs. Mange af vandrerne som havde overnattet på Rauhelleren, krydsede over denne for at komme videre ud i fjeldet mod syd, ellers var de taget mod bådpladsen, som vi gik fra igår. Derfor føltes det nu som om, at vi var helt alene i vildmarken. Og vi mødte heller ikke ret mange på vores lange etape. Vi var bare omringet af uendelig slette og stilhed. Bortset selvfølgelig fra Aksels uendelige snakken og Astrids mange sange.
Udover at etapen var ret lang, var den også udfordrende. Man kan ikke gå ret hurtigt i det svære underlag med de mange sten, og alle de vådområder vi skulle passere. Adskillige steder måtte vi forsigtigt passere store vandløb og vådområder med kun få trædesten. Ved et af de første vandløb forsøgte Mads sig med at kaste Aksel over et dybt vandløb. Det gik dog knap så godt. Godt nok kom han tør over, men han landede uheldigt på numsen og rykken og fik sig et større skramme. Ups, det var nok ikke den taktik vi skulle køre videre med. Aksel klarer det generelt rigtig godt ved de mange vådområder, men sidst på etapen var koncentrationen ved at være opbrugt, og ofte endte han i dybt mudder. Til sidst blev det jo næsten en leg for ham at hoppe ned i mudderet.
Langt over halvvejs på etapen opdagede vi desværre, at vi havde tabt Aksels ene gummistøvle. De havde begge hængt udenpå Idas rygsæk da vi gik fra Rauhelleren, men nu var der kun én tilbage. Aksel blev meget ked af det, og Ida gik da også et godt stykke tilbage ad ruten for at lede efter den. Den var dog ikke til at se, og vi måtte desværre fortsætte uden.
Endelig kunne vi se sæteren, Heinseter, ved bunden af en lang bakke. Meget trætte alle sammen kom vi frem til kl. 16:40. Pyha! Vi nåede det inden deadline kl. 17. De sidste har par timer, havde vi været noget nervøse for om vi ville nå det, og havde derfor ikke holdt helt så mange pauser.
Heinseter er en primitiv, men utrolig charmerende lille hytte – eller rettere flere små huse – der ligger med en fantastisk udsigt ud over fjorden. Heinseter er opført i 1934, men fremstår endnu ældre fordi den er bygget af materialer fra en ældre hytte som lå i nærheden. Overalt var der små krummelurer med dekorationer i form af træudskæringer, billeder fra fordoms tid eller blomsterranker. Vi var alle enige om, at her var der generelt hyggeligere og smukkere end ved Rauhelleren, og spiludvalget var bestemt også bedre her. Eneste minus ifølge Aksel var, at der ikke var så mange dyr. De havde nemlig ”kun” høns. Hvis vi havde haft muligheden, kunne vi sagtens have brugt en ekstra dag her.
Vi fik anvist et lille værelse med 4 køjesenge, og kl. 18 blev middagen serveret. Menuen stod på blomkålssuppe, elg-karbonader med grøntsager, kartoffelmos og sovs. Virkelig lækkert og simpelt. Mads fik fisk, hvilket var langt bedre end den mad han havde fået serveret på Rauhelleren. Til dessert var der gelé med smeltet is, det var der vist ikke nogen af børnene der var rigtig fan af.
Efter middagen gik der ikke mange øjeblikke før børnene sov.