Onsdag d. 30. juli
I dag var der intet på programmet. Efter den gode morgenmad, skulle vi bare hygge os, se dyrene og spille en masse spil. Vi havde egentlig planlagt at sejle en tur i deres kano, men vejret var simpelthen ikke til det. Så mens det regnede og vinden ruskede udenfor, fik vi tiden til at gå med de medbragte opgavebøger, diverse spil, bøger og kryds og tværs. Desværre manglede reglerne eller nogle af spillebrikkerne i flere af stedets spil, men Aksel synes nu alligevel det var spændende at gå på opdagelse i de forskellige spil de havde på stedet. Vi var også lidt ude trods det kedelige vejr, og fik spiste vores madpakker i et vindstille hjørne.
Astrid sov en meget lang lur på værelset, og da klokken var 4 måtte vi simpelthen vække hende. Heldigvis var det klaret op i sidst på eftermiddagen, og nu kunne vi rigtig så hilst på de mange dyr: grisene, køer og høns. Aksel og Astrid ville rigtig gerne fange hønsene og holde dem. Det krævede lige lidt øvelse af holde på dem, så de ikke blafrede med vingerne. Derudover legede vi gemmeleg i sletten ved siden hytten. Der var faktisk overraskende mange gode gemmesteder ude i ”ingenting”.
Til middagen kl. 18 fik vi gulerodssuppe til forret, lammekød i porresovs, kartofler og grøntsager til hovedret og karamelbudding til dessert. Aksel faldt hurtigt i søvn den aften, men Astrid havde vi glæde af til rigtig sent på aftenen. Derfor fik Astrid da også mulighed for igen at se til hønsene, men også for at se, hvordan køerne blev kaldt ind fra marken, og set hvordan en af husets piger vaskede og malkede køerne. Det var både spændende og lidt skræmmende ifølge Astrid. Særligt da en af køerne vred sig i sin bås, og der lød et højt spektakel fra gitteret som den stødte imod.