Tirsdag d. 29. juli
I dag begyndte vores vandretur. Vi skal gå en rundtur på 32 kilometer, og man kan se turen her. Den starter og slutter med at man sejler over Langesjøen med en båd, som går ud fra Halne. Første etape går fra båden til Rauhelleren, som er en betjent hytte, og er ca. 13 km lang. På betjente hytter er der hel-pension. Ved Rauhelleren skal vi være to nætter, hvorefter turen går til Heinseter ca 14 km væk, og det er også en betjent hytte. Der skal vi være én nat, og så har vi bare en kort tur på 5 km tilbage til bådlejet og retur til Halne.
Vi havde sat alarmen tidligt i dag, da vi skulle nå bådafgangen kl. 9, der ville føre os langt ud i fjeldet. Mens børnene sov, fik vi startet gasblusset og kogt havregrød, fyldt drikkedunkene og pakket de sidste ting sammen. Et godt stykke over 7 var vi nødt til at vække børnene, og vi fik spist morgenmaden, dog ikke helt uden protester fra Aksels side.
Vi endte desværre med at få ret travl. Vi havde egentlig aftalt at gå afsted mod båden kl. 8:30, men det nåede vi ikke. I en hektisk fart fik vi vasket op osv. inden Ida og børne gik mod båden kl. 8:45. Det var heldigvis ikke så langt fra hytten på. Mads derimod skulle lige aflevere nøglen og betale for parkering mens vi var væk. Det viste sig dog at være sværere end som så. Der holdt nemlig en skraldebil og spærrede for indkørslen til langtidsparkering. For at udnytte tiden ville Mads i stedet checke ud mens skraldebilen blev færdig, men manden i receptionen var åbenbart ude for at hjælpe skraldemændene med et eller andet. I sidste øjeblik lykkedes det dog, og kun 2 minutter inden afgang kom Mads løbende mod båden med bærerygsækken gyngende på ryggen.
Bådoverfarten over Langesjøen til Skaupa tog en lille time, og herfra var vi ellers i vildmarken. Dog ikke helt alene, for vi var en ret stor gruppe der blev sat af, også flere familier og vennegrupper med børn. De var dog ældre end Aksel og Astrid.
Afsted det gik ud over sletten – 13 kilometer skulle vi gå idag. Vi blev ret hurtige enige om, at det var godt vi ikke havde nogle vogne med her (noget vi ellers havde drøftet flere gange og skrevet med personalet på Rauhelleren om), for terrænet var bestemt ikke vognvenligt med alle de sten. Vi blev selvfølgelig hurtigt overhalet af flere af de norske familier og vennegrupper. Alle var dog meget venlige og var imponerede over Aksel. ”Hvor er du flink til å gå”, og ” Så flott at du kan gå en så lang en tur”.
Det var en lang etape, og flere steder var den også udfordrende med vandløb og vådområder der skulle passeres ved hjælp af tilfældigt placerede trædesten. Både Ida og Mads måtte sande at rygsækkene var tungt pakket, måske vi alligevel havde pakket for meget varmt tøj? De 10-14 grader havde i hvert fald virket koldere i Halne end de gjorde i rask gang i fjeldet. Aksel derimod klarede det storartet. Han var dog træt de sidste par kilometer, og tålmodigheden var ved at være brugt op. Med sang og masser af snacks nåede vi frem til hytten kl. 16:15 uden de store problemer undervejs.
Rauhelleren er en relativt moderne og stor turisthytte i midten af Hardangervidda. Luksus er det selvfølgelig ikke, for der jo begrænsninger på el og kloarkering her i vildmarken, men alt taget i betragten var det fine forhold. Da vi angav vores ankomst ved Rauhelleren fik vi dog lidt en mavepuster. Der var først pladser til middagsserveringen kl. 19:30, middagsserveringen kl. 18 var nemlig fuldt booket af de tidligere ankomne vandrere. Øv! Selvom vi forklarede, at der sover vores børn jo, var der ikke rigtig noget at gøre, og vi måtte bide i det sure æble og vente.
Imens fik vi båret vores ting op til vores værelse, som var et 4-personers køjesengsværelse i hovedbygningen på 1. sal – lige ved siden af de andre børn fra bådens værelser. Da vi havde fået redt vores senge, drukket to øl og saftevand, fundet et vores medbragte spil og tegneredskaber frem i pejsestuen, føltes det stadig som om, at der var en evighed til kl. 19:30, og børnene blev mere og mere sorte under øjnene. Det her kunne vi jo ikke klare, så måtte børnene spise af vores medbragte rugbrød til aftensmad, for kl. 19:30 var simpelthen for sent for de to trætte unger.
I et sidste, desperat forsøg på at ændre tingenes tilstand, gik Ida med Astrid på armen op til receptionen (indrømmet, Astrid var kun med for at synliggøre hvor små vores børn var, og måske hendes charme kunne hjælpe?). Pigen forklarede endnu engang, at der altså var fyldt kl. 18, og at den eneste mulighed var at spørge om andre hotelgæster ville bytte. Hun forklarede at 36 ud af de mulige 38 pladser var booket, og at der altså kun var plads til 2. Men hov. Betød det så, at nogle af os måske kunne spise kl. 18? Jeg spurgte om jeg og børnene kunne få lov til at spise kl. 18, og at Mads så kunne spise senere. Det var måske en mulighed, og hun gik nu ind og spurgte personalet i køkkenet. Miraklet var sket, og pludselig kunne de finde plads til os alle fire til middagen kl. 18, hvis Astrid ellers kunne sidde i deres ene højstol. Tjek, det kunne vi godt finde ud af 😊
Til middagen fik vi græskarsuppe til forret, lammekød med ovnbagte kartofler og grøntsager til hovedret og mandelkage til dessert. Mads fik en kold vegetarret med en bønnebøf og bønnesalat ved siden af.
Nu skulle børnene ellers puttes. Astrid faldt hurtigt i søvn og sov allerede inden den næste middagsservering var begyndt. Aksel derimod havde noget sværere ved at finde ro. Måske fordi børnene inde ved siden af havde gang i, hvad der føltes som en voldsom, leg i deres køjesenge. Det fik simpelthen hele væggen mellem værelserne, og dermed også vores køjesenge til at ryste. Langt om længe stoppede de dog, og nu kunne Aksel endelig sove. Pyha godnat herfra.