Fredag d. 1. august
I dag sov vi så længe vi kunne, hvilket for Aksels vedkomne betød til kl. 06:30. Mens Astrid og Mads sov videre satte Ida og Aksel sig ud i fællesrummet og læste en masse af de små bøger vi havde medbragt. Efter en lille time kom også Astrid og Mads, og kl. 8 blev morgenmaden serveret i spisesalen. Havregrød med kanelsukker og brunost, brød med skinke og kogte æg var på menuen. Som vanligt skulle vi også smøre madpakke ved morgenmadsbordet. Derefter gik Ida og børnene på jagt efter hønsene, mens Mads fik pakket vores ting sammen.
Kl. 10 var vi klar til at gå. Dagens etape var relativt kort – 5,2 km var den. Dog var de første 2 km op ad en stejl bakke, hvorefter det ville gå lidt op og ned ad mindre bakker frem til båden. Hvis vores ganghastighed på 2 km/t, ville vi være fremme ved båden i god tid, da den først sejlede kl. 14:30. Det var dog den eneste afgang i dag, så vi måtte ikke misse den.
På trods af den korte distance var det en hård etape, for Aksel var meget træt i dag. Han spurgte flere gange efter bilen, for han ville så gerne sove sagde han. Det krævede mange små pauser, og endnu flere vingummibamser for at komme frem. Selve ruten i dag var også relativt mere fredelig end igår, og ved langt de fleste vådområder var der udlagt planker. Helt let var det dog ikke, og det bliver det nok aldrig i fjeldet med alle de mange sten man hele tiden skal koncentrere sig om at gå på.
Vi var fremme ved bådpladsen kl. 13:30, og kl. 14 ankom båden som sejlede igen kl. 14:20 (godt vi ikke kom kl. 14:30, for der var båden altså sejlet 😉). Efter en lille time var vi tilbage ved bilen. Pyha, det havde begge børn glædet sig meget til! Og sikke et held, for over søen kunne vi kun se hvordan regnen havde lagt sig tungt over fjeldet hvor vi havde været. Generelt havde vi været rigtig heldige med vejret, og havde kun fået en lille smule regn på vores vandredage. Mest af alt havde det bare været let skyet - behageligt vandrevejr.
[/gallery[
Vi kørte nu til Ål, som ligger 20 min. nordøst for Geilo. Det var 1 times kørsel, og vi var helt sikre på, at Aksel ville falde i søvn i bilen. Måske var han blevet overtræt, for han snakkede i hvert fald nonstop hele vejen.

Lidt udenfor Ål faldt vi huset som vi havde booket gennem Airbnb. Denne gang var det et helt hus med egen have, masser af dyr og trampolin. Det var virkelig rart endelig at have et sted med sovepladser, toilet, køkken, stue osv. under samme tag – og nå ja et rigtigt toilet samt varmt vand, rindende vand 😊 Alle fik et tiltrængt bad, og Mads hentede pizzaer til aftensmad. Vi var godt nok trætte alle sammen.