Coromandel

Coromandel

26/12-2018

Da vi vågnede i safariteltet lå der ingredienser klar til en fornem morgenmad: æg, friskpresset juice, brød, friske grøntsager, hjemmelavet marmelade og kaffe – så vi gik straks i gang på gaskomfuret med at lave morgenmad. Efter at vi havde spist morgenmad og pakket sammen kørte vi afsted mod Coromandel og Hot Water Beach. Coromandel er en halvø, nærmest stik øst for Auckland, som er hjemsted for nogle fantastiske hvide sandstrande. Det er ifølge legenden der at det første menneske opdagede øen i 1200-, eller 1300-tallet og døbte det Aotearoa fordi han fandt det under en hvid sky. Navnet betyder faktisk blot ”Land of the long white cloud”. Det er også der, alle New Zealænderne tager hen i deres juleferie/sommerferie hvis de gerne vil på stranden, så der var mange biler på vejene da vi skulle derud!

Vejen gik gennem en skovfyldt bjergkæde, så vi fik også prøvet kræfter med lidt bjergkørsel – hvilket mere eller mindre svarer til al kørsel hernede. Da vi til sidst krydsede bjergkæden klarede det op og vi fik det skønneste solskin. Efter lidt tid kom vi til en rigtig strandturistby alá blokhus på steroider, hvor vi selvfølgelig stoppede op. Her spiste vi vores frokost (rester fra morgenmaden) og nød udsigten over havet. Så skulle vi videre til vores overnatningssted: Riverglen Campsite – en campingplads lidt længere nordpå. Turen dertil bød også på grusvej for første gang, hvilket vi har hørt der er rigtig meget mere af på sydøen, så det glæder vi os til. Campingpladsen lå mere eller mindre midt i ingenting, men lå dog tæt på en bar, hvor der jævnligt er koncerter. En del af koncertgæsterne overnatter så på campingpladsen efter koncerten, hvor de bliver kørt i bus i rutekørsel mellem pladsen og baren, og der var da selvfølgelig koncert samme aften som vi skulle sove der. Det mærkede vi nu ikke noget til da vi kom, og vi satte blot teltet op og kørte ud til Hot Water Beach.

camping
Campingpladsen Riverglen!

Der er meget termisk aktivitet der (ja, faktisk mere eller mindre over hele New Zealand), så på Hot Water Beach kan man når tidevandet er lavt (ebbe) grave sig et hul på stranden. Når man graver stiger der vand op fra jorden og man får sig så et varmt lille hul, som man kan sidde i og hygge sig. Det skulle vi også prøve, så vi lejede en spade og gik ud på standen til, hvad der føltes som, alle de andre New Zealændere. Det var nu ikke helt lige til at finde et sted med varmt vand og hvor der var plads til os, for der var mange mennesker og et sted kunne vandet være iskoldt og lige ved siden af kunne det være kogende hedt. Vi kom dog før tidevandet var på sit laveste, så vi endte med at gå ned i forreste række mod havet og grave en lille vold for at beskytte vores hot-tub 🙂 .

hot water beach
Udgravning af det varme vand!

Efter vi havde daset på stranden (uden solcreme, av av av) kørte vi forbi Hahei for at få en is. Vi havde booket en kajak-tur morgenen efter, som havde afgang fra Hahei strand, så det var også lige for at se hvordan stedet så ud. Bagefter kørte vi tilbage til campingpladsen og lavede os lidt chili-sin-carne til aftensmad. Tilbage på pladsen var koncertgæsterne dog begyndt at røre på sig og der var høj musik og glade/larmende gæster alle vegne. De kørte dog heldigvis af sted mod koncerten ved otte-tiden og så blev der ro på den lille campingplads. Vi gik tidligt i seng, og fik da også glæde af koncertgæsterne da de kom hjem igen, men sådan er det jo. Hvem har også brug for god søvnkvalitet?