Lørdag d. 26. juli
I dag vågnede vi op til at vores værter havde stillet en bakke moreller frem til os i køkkenet. Det er simpelthen sådan et fint sted. Ungerne brugte morgenen på at lege inden vi skulle på tur. Dagens destination: Nordheimsund! Vi kørte igennem byen på vejen hertil og syntes at den så mægtig hyggelig ud. Desuden ville vi gerne shoppe lidt uldtøj til børnene, da det så koldt ud i vejrudsigterne oppe på Hardangervidda. Vi kørte så det passede med at vi skulle spise frokost når vi kom frem, hvilket vi gjorde i en park ud til stranden. Nordheimsund er en enormt fin by, lidt mindre end Odda, men meget hyggelig.
Efter frokost gik vi ind til byens butikker, hvor vi prøvede at få Astrid til at sove lur. Det var ikke noget hun kunne overtales til - ikke på vilkår - så de kom med ind og se på uldtøj. Vi fandt nogle huer og noget ekstra basis-lag, men så var ungerne også kørt trætte i butikker. Aksel var allerede begyndt at spørge efter en naturoplevelse. Først skulle vi dog lige have lidt at spise og derefter gik turen ud til en turistattraktion vi havde fået anbefalet af vores værter: Steindalsfossen. Det var kun ti minutters kørsel derfra og reklamerne lovede at man skulle kunne gå ind bag et vandfald. Det lyder da meget sejt ikke? Desværre var det en meget nemt tilgængelig attraktion, så der var virkelig, virkelig mange mennesker. Lidt af en turistfælde!
Puha. Der blev mor og far lidt udfordret. Vi hoppede i bilen og kørte tilbage med Jondal. På vejen snakkede vi om at vi jo havde hørt at man kunne køre helt op til bræen fra Jondal af og det blev vi alligevel lidt lune på at prøve selvom klokken var blevet lidt mange. Det var en ret vild oplevelse at køre op til gletcheren. Vejen var ensporet det meste af vejen og snoede sig ellers op, op, opad, højere og højere op i bjerget. Udsigten var bjergtagende om end det var ret nervepirrende at møde en modkørende bil. Vejen var jo smal, og desuden var der ingen særlig kant inden bjergskråningen. Til sidst kom vi op til gletcheren. Ved toppen kunne man indtil i år stå på sommerski, men selskabet gik for nyligt konkurs, så det var bare liftene der stod tilbage. Man kan også komme på gletchervandring, og vi stod og så på et hold komme tilbage fra gletcheren. En af bræ-førerne viste sig at være en gammel bekendt fra Stavnsholt spejderne! Ret sjovt. Astrid sov desværre igennem hele oplevelsen. Mens vi stod på toppen sænkede der sig en sky over os og det begyndte at regne. Det syntes Aksel var vildt, sådan at være inde i en sky. Herefter kørte vi turen hjem til vores hytte. Turen ned var noget mere nervepirrende end turen op, måske er der noget med udsynet når man kører nedad ad bjergveje.
Hjemme ved hytten fik vi hurtigt stablet noget aftensmad på benene - det var heldigvis forberedt i forvejen. Selvom der kom regn på toppen fik vi den mest strålende aften. Der var en svævebane i haven som børnene fik lov til at prøve, og Astrid og pigen fra huset gik på kirsebærjagt i den store have. Sikke en dejlig dag.
